Uniheal v/ Johnny Gøtke

Arkiv for kategorien ‘Artikler’

Universet som et hologram

Af.  Michael Talbot

Bragt første gang i the Village Voice, New York City.

Eksisterer der en objektiv virkelighed, eller er universet et hjernespind?

I 1982 fandt en bemærkelsesværdig begivenhed sted. Ved universitetet i Paris udførte et hold af forskere, der blev ledet af fysikeren Alain Aspect, hvad der kan vise sig at være et af det vigtigste eksperimenter i det 20. århundrede. Du har intet hørt om det i aftennyhederne. Medmindre du har for vane at læse videnskabelige tidsskrifter, har du sandsynligvis ikke engang hørt Aspect’s navn, selv om der findes dem, der mener, at hans opdagelse kan ændre videnskabens ansigt.

Aspect og hans hold opdagede, at subatomiske partikler såsom elektroner under visse omstændigheder er i stand til øjeblikkeligt at kommunikere med hinanden uanset den afstand, der måtte skille dem. Det betyder intet, om de er 10 meter eller 10 milliarder km fra hinanden. På en eller anden måde synes hver enkelt partikel altid at vide, hvad den anden foretager sig. Problemet med dette er, at det gør vold på Einsteins længe sanktionerede påstand om, at ingen kommunikation kan rejse hurtigere end med lysets hastighed. Eftersom det at rejse hurtigere end lysets hastighed svarer til at bryde tidsbarrieren, har dette vovelige prospekt fået nogle fysikere til at prøve på at komme frem med møjsommeligt udarbejdede måder til at bortforklare Aspect’s fund. Men det har fået andre til at komme frem med endnu mere radikale forklaringer.

For eksempel tror David Bohm, fysiker ved London University, at Aspect’s fund implicerer, at objektiv realitet ikke eksisterer; at universet til trods for sin øjensynlige soliditet i grunden er et hjernespind, et gigantisk og fantastisk detaljeret hologram.

For at forstå, hvorfor Bohm kommer med denne forbløffende påstand, må man først vide lidt om hologrammer. Et hologram er et tredimensionelt fotografi optaget ved hjælp af en laser. Den genstand, der skal fotograferes, bliver først badet af lyset fra en laserstråle. En anden laserstråle skal så støde sammen med det reflekterede laserlys fra objektet. Det resulterende interferensmønster (det område, hvor de to laserstråler blander sig med hinanden) optages på en film. Når filmen er fremkaldt, ligner den en meningsløs hvirvel af lyse og mørke linjer. Men så snart den fremkaldte film belyses af en anden laserstråle, viser der sig et tredimensionelt billede af den oprindelige genstand.

se video om hologram

Tredimensionaliteten af sådanne billeder er ikke den eneste bemærkelsesværdige egenskab ved hologrammer. Hvis et hologram af en rose skæres over i to dele og dernæst belyses af en laser, vil hver halvdel stadig rumme hele billedet af rosen. Selv hvis halvdelene atter skæres over, vil hver enkelt del af filmen rumme en mindre, men stadig intakt version af det oprindelige billede. Til forskel fra normale fotografier rummer enhver del af et hologram alle de oplysninger, der findes i helheden.

Denne ”helhed i enhver del” natur af et hologram giver os en fuldstændig ny måde til at forstå organisation og orden. I størsteparten af sin historie har den vestlige videnskab arbejdet under den misforståelse, at den bedste måde til at forstå et fysisk fænomen, hvad enten det drejer sig om en frø eller et atom, er at dissekere genstanden og studere de respektive dele. Et hologram lærer os, at nogle ting i universet ikke lader sig undersøge på denne måde. Hvis vi forsøger at tage noget fra hinanden, der er konstrueret holografisk, vil vi ikke få fat i de dele, det er lavet af – vi vil blot få mindre helheder.

Denne indsigt ledte Bohm til en anden måde at forstå Aspect’s opdagelse på. Bohm tror, at grunden til, at de subatomiske partikler er i stand til at forblive i kontakt med hinanden uanset den afstand, der skiller dem, ikke skyldes, at de sender en slags mystisk signal frem og tilbage, men fordi deres adskilthed er en illusion. Han argumenterer, at sådanne partikler på et eller andet dybere stade af virkelighed ikke er individuelle enheder, men faktisk er udstrækninger af det samme fundamentale et eller andet.

For at sætte folk i stand til bedre at visualisere, hvad han mener, kommer Bohm med følgende billede. Forestil dig et akvarium med en fisk. Forestil dig også, at du er ude af stand til at betragte akvariet direkte, og din viden om det og hvad det rummer, kommer fra to fjernsynskameraer, hvoraf det ene er rettet mod akvariets langside og det andet mod endefladen. Mens du stirrer på de to tv-skærme, kunne du formode, at fisken på hver af skærmene er adskilte enheder.

Når alt kommer til alt, er kameravinklerne forskellige, hvert af de to billeder vil afvige lidt fra det andet. Men medens du fortsat iagttager de to fisk, vil du med tiden blive klar over, at der hersker et vist forhold mellem dem. Når den ene fisk drejer, foretager den anden også en lidt anderledes, men tilsvarende drejning; når den ene ses forfra, ses den anden altid fra siden. Hvis du forbliver uvidende om situationens rette sammenhæng, kunne du tilmed komme til den slutning, at fisken må kommunikere øjeblikkeligt med en anden; men dette er helt tydeligt ikke tilfældet.

Dette, siger Bohm, er præcist, hvad der foregår mellem de subatomiske partikler i Aspect’s eksperiment. Ifølge Bohm fortæller den tilsyneladende ”hurtigere end lyset” forbindelse mellem subatomiske partikler os i virkeligheden, at der eksisterer et dybere niveau af virkelighed, som vi ikke er indviet i – en mere kompleks dimension ud over vor egen, der er analog til akvariet. Og, tilføjer han, vi ser objekter såsom subatomiske partikler som adskilte fra hinanden, fordi vi kun ser en del af deres virkelighed. Sådanne partikler er ikke adskilte ”dele”, men facetter af en dybere og mere underliggende enhed, der ultimativt er lige så holografisk og udelelig som den tidligere nævnte rose. Og eftersom alt i fysisk realitet består af disse ”eidoloner”, er universet selv en projektion – et hologram.

I tilknytning til dets fantomlignende natur ville et sådant univers besidde andre temmelig forbløffende træk. Dersom den tilsyneladende adskilthed af subatomiske partikler er illusorisk, betyder det, at på et dybere niveau af virkelighed er alt i universet på uendelig vis forbundet med hinanden. Elektronerne i et kulstofatom i den menneskelige hjerne er forbundet med de subatomiske partikler, der udgør enhver laks, der svømmer rundt, ethvert bankende hjerte og enhver stjerne, der funkler på himlen. Alt gennemtrænger alt, og selv om den menneskelige natur kan søge at kategorisere og lægge ned i skuffer og dele op, så er de forskellige fænomener i universet, alle tilmålinger nødvendigvis kunstige og hele naturen i sidste ende et sømløst væv.

I et holografisk univers kunne selv tid og rum ikke længere anses for at være fundamentale. Og det fordi begreber som placeringer må bryde sammen i et univers, i hvilket intet er sandt adskilt fra noget andet. Tid og tredimensionalt rum, måtte da også – ligesom billederne af fisken på tv-skærmene – betragtes som projektioner af denne dybere orden. På dets dybere niveau er virkelighed en slags superhologram, i hvilket fortid, nutid og fremtid alle eksisterer samtidigt. Dette lader formode, at med de rigtige redskaber kunne det tilmed en dag være muligt at række ind i det superholografiske niveau af virkelighed og udplukke scener fra en længst henfaren fortid.

Hvad superhologrammet ellers måtte rumme, er et spørgsmål uden åbne ender. Lad os for diskussionens skyld antage, at superhologrammet er den matrice, der har givet fødsel til alt i vort univers – det indeholder i det mindste enhver subatomisk partikel, der nogensinde har eksisteret eller vil komme til at eksistere – enhver sammenstilling af stof og energi, som er mulig, lige fra snefnug til kvasarer, fra blåhvaler til gammastråler. Det må anses som en slags kosmisk varehus af ”alt, hvad der er til”.

Selv om Bohm udleder, at vi ingen mulighed overhovedet har for at vide, hvad andet der kunne ligge skjult i superhologrammet, vover han dog at sige, at vi ikke har nogen grund til at formode, at det ikke rummer andet og mere. Eller – som han udtrykker det – måske er det superholografiske niveau af virkelighed ”blot en overgang”, bag hvilken der ligger ”en uendelighed af videre udvikling”.

Bohm er ikke den eneste forsker, der har fundet beviser for, at universet er et hologram. Stanford neurofysiologen Karl Pribram har arbejdet uafhængigt inden for hjerneforskning. Også han er blevet overbevist om virkelighedens

holografiske natur. Pribram blev draget til den holografiske model af gåden om, hvordan og hvorfor erindringer lagres i hjernen. Gennem årtier har utallige studier vist, at snarere end at være begrænset til et bestemt sted er erindringerne fordelt over hele hjerneområdet. I en række af mærkeeksperimenter foretaget i 1920’erne fandt hjerne videnskabsmanden Karl Lashley, at uanset hvilken del af en rottes hjerne, han fjernede, var han ude af stand til at slette dens erindringer om, hvordan den skulle udføre komplekse handlinger, som den havde indlært forud for de kirurgiske indsnit. Det eneste problem var, at ingen var i stand til at komme med en forklaring på en mekanisme, der kunne forklare denne besynderlige ”helhed i enhver del” af lagring i hukommelsen.

Så mødte Pribram i 1960’erne ideen om holografi og blev klar over, at han havde fundet den forklaring, som hjernevidenskabsmænd havde søgt efter. Pribram tror, at erindringer ikke er indkodet i neuroner eller små

grupperinger af neuroner, men i mønstre af hjerneimpulser, der går på kryds og tværs af hele verden på samme måde, som mønstre af laserlys interferens krydser over hele området på et stykke film, der indeholder et fotografisk billede. Med andre ord: Pribram tror, at hjernen i sig selv er et hologram.

Pribrams teori forklarer også, hvordan den menneskelige hjerne kan lagre så mange erindringer på så lidt plads. Det er blevet anslået, at den menneskelige hjerne har kapacitet til at memorere noget i størrelsesordenen 10 milliarder stumper af information i løbet af et menneskets gennemsnitlige levetid (eller rundt regnet den samme mængde oplysninger, der rummes i fem sæt af den engelske encyklopædi).

På lignende måde er det blevet opdaget, at hologrammer i tilknytning til deres andre egenskaber besidder en forbløffende kapacitet til lagring af informationer – simpelthen ved at ændre den vinkel, hvorunder de to lasere anslår et stykke fotografisk film er det muligt at registrere mange forskellige billeder på den samme overflade. Det er blevet påvist, at én kubikcentimeter film kan rumme så meget som 10 milliarder stumper af information.

Vores uhyggelige evne til hurtigt at få fat på, hvilken oplysning vi end måtte ønske fra det enorme lager af vore erindringer, bliver mere forståelig, dersom hjernen fungerer i overensstemmelse med holografiske principper. Hvis en ven spørger dig om, hvad du kommer til at tænke på, når han siger ordet ”zebra”, behøver du ikke klodset at gennemgå et eller andet gigantisk og alfabetisk arkiv i hjernen for at nå til et svar. I stedet popper associationer som ”stribet”, ”hestelignende” og vildt dyr i Afrika” øjeblikkelig op i dit hoved. Faktisk er en af de mest forbløffende ting ved den menneskelige tankeproces, at enhver stump af oplysninger øjeblikkelig synes at være forbundet på kryds og tværs med enhver anden stump oplysning – igen et træk, vi har fælles med hologrammet. Eftersom enhver del af et hologram er forbundet i det uendelige med enhver anden del, er det måske naturens højeste eksempel på et krydsforbundet system.

Lagringen af erindringer er ikke den eneste neurofysiologiske gåde, der bliver mere medgørlig (spiselig) i lyset af Pribrams holografiske model af hjernen. En anden gåde er, hvordan hjernen er i stand til at oversætte de horder af frekvenser, som den modtager via sanserne (lysfrekvenser, lydfrekvenser osv.), og ind i vore sanseindtryks konkrete verden [

Indkodning og afkodning af frekvenser er præcis, hvad et hologram er bedst til. Ganske som et hologram fungerer som en slags linse, en oversættelsesindretning der er i stand til at omdanne et tilsyneladende meningsløst væv af frekvenser til et sammenhængende billede, mener Pribram, at også hjernen indbefatter en linse og gør brug af holografiske

principper til på matematisk vis at omdanne de frekvenser, som den modtager via sanserne, til vore perceptioners indre verden.

En imponerende mængde beviser taler for, at hjernen bruger holografiske principper til at udføre sit arbejde. Pribrams teori har faktisk vundet tiltagende støtte blandt neurofysiologer.

Den argentinsk-italienske forsker Hugo Zucarelli har for nylig udstrakt den holografiske model ind i de akustiske fænomeners verden. Overrasket over den kendsgerning, at mennesket kan lokalisere en lyskilde uden at bevæge hovedet, selv om det kun kan høre med det ene øre, opdagede Zucarelli, at holografiske principper kan forklare denne evne. Zucarelli har også udviklet holofonisk lyd teknologi – en registreringsteknik, der kan genstabe akustiske situationer med en næsten overnaturlig realisme.

Pribrams tro på, at vore hjerner matematisk konstruerer ”hård” virkelighed ved at forlade sig på input fra et frekvensområde, har ligeledes fået en god portion eksperimentel støtte. Man har fundet, at enhver af vore sanser er følsom over for en meget bredere udstrækning af frekvenser end tidligere antaget. Forskere har eksempelvis opdaget, at vore visuelle systemer er følsomme over for lydfrekvenser; at vor lugtesans er delvis afhængig af, hvad der nu kaldes ”osmiske frekvenser”, og at selv cellerne i vore legemer er følsomme over for en bred vifte af frekvenser. Sådanne resultater lader formode, at det udelukkende er i bevidsthedens holografiske domæne, at sådanne frekvenser sorteres og deles op i de konventionelle sanseopfattelser.

Men det mest hjerneforvridende aspekt af Pribrams holografiske model af hjernen er, hvad der sker, når den sættes sammen med Bohm’s teori. For dersom verdens konkrethed blot er en sekundær realitet, og det, der findes ”dér”, virkelig er et holografisk sammensurium af frekvenser, og hvis også hjernen er et hologram og kun udvælger nogle af frekvenserne af dette sammensurium og ad matematisk vej forvandler dem til sanseindtryk – hvad bliver der så af den objektive realitet? Ganske enkelt – den holder op med at eksistere. Som Østens religioner længe har holdt fast ved, så er den materielle verden Maya, en illusion, og selv om vi måske tror, at vi er fysiske væsener, der bevæger os gennem en fysisk verden, så er også dette en illusion.

Vi er faktisk ”radiomodtagere”, der flyder gennem et kalejdoskopisk hav af frekvenser, og hvad vi uddrager af dette hav og fuldstændig omdanner til fysisk realitet, er blot én kanal ud af mange, som vi trækker ud af superhologrammet.

Dette lammende nye billede af realitet, syntesen af Bohm og Pribrams synspunkter, er blevet kaldt det holografiske paradigma, og selv om mange videnskabsmænd har hilst det med skepsis, har det opildnet andre. En lille, men voksende gruppe af forskere mener, at det kan være den mest nøjagtige model af virkeligheden, som videnskaben hidtil er nået frem til. Mere end det, nogle mener, at det vil kunne løse nogle mysterier, som aldrig før har kunnet forklares af videnskaben – og tilmed etablere det paranormale som en del af naturen. Utallige forskere, inklusive Bohm og Pribram, har bemærket, at mange parapsykologiske fænomener bliver meget mere forståelige under det holografiske paradigma.

I et univers, i hvilket individuelle hjerner faktisk er udelelige dele af det større hologram, og hvor alting er uendelig forbundet indbyrdes, kan telepati simpelthen være tilgangen til det holografiske niveau.

Det er øjensynlig meget lettere at forstå, hvordan informationer kan rejse fra individ A’s til individ B’s sind i det fjerne, og det vil bidrage til at forstå et antal uløste gåder i psykologien.

Især Stanislav Grof føler, at det holografiske paradigma frembyder en model til forståelse af mange af de forbløffende fænomener, der opleves af mennesker under ændrede bevidsthedstilstande. I 1950’erne udforskede Grof antagelserne om LSD som et psykoterapeutisk stykke værktøj. Han havde da en kvindelig patient, der pludselig blev overbevist om, at hun havde påtaget sig identiteten som et kvindeligt, forhistorisk reptil. Under sin hallucination gav hun ikke bare en rigt detaljeret skildring af, hvordan det føltes at være indkapslet i en sådan form, men bemærkede, at hannen havde en række farvede skæl på siden af hovedet. Det, der forbløffede Grog, var, at selv om kvinden ikke på forhånd besad en viden om sådanne ting, så bekræftede en senere samtale med en zoolog, at der hos visse arter af reptiler fandtes farvede områder på hovedet, der så sandelig spillede en vigtig rolle som udløsere af seksuel ophidselse. Kvindens oplevelse var ikke enestående. I løbet af sin forskning mødte Grof eksempler på patienter, der under regression identificerede sig med bogstavelig talt enhver art på evolutionstræet. Han fandt ydermere, at sådanne oplevelser hyppigt rummede dunkle zoologiske detaljer, der viste sig at være nøjagtige.

Regressioner ind i dyreriget var ikke det eneste forbløffende psykologiske fænomen, Grof mødte. Han havde også patienter, der syntes at tappe ind i en eller anden slags kollektiv eller racemæssig underbevidsthed. Individer med liden eller ingen uddannelse kom pludselig med detaljerede beskrivelser af begravelsespraksis på Zarathustras tid eller beskrev scener fra hinduistisk mytologi.

I andre kategorier af erfaring kom individer med overbevisende beretninger om ud-af-kroppen rejser, præsenterede glimt af forudviden om fremtiden eller regressioner ind i øjensynlige efter-livs inkarnationer.

I sin senere forskning fandt Grof den samme række af fænomener manifesteret i terapi sessioner, der ikke involverede brugen af droger. Eftersom det almindelige element i sådanne oplevelser syntes at være udvidelsen af et individs bevidsthed ud over de sædvanlige grænser for egoet og/eller de begrænsninger, der normalt sættes af rum og tid, kaldte Grof sådanne manifestationer for ”transpersonelle oplevelser”, og sidst i 60’erne bidrog han til oprettelsen af en gren inden for psykologi kaldt ”transpersonel psykologi”, der udelukkende viede sig til dette emne.

Selv om Grofs nyligt oprettede Association of Transpersonal Psycology samlede en hurtigt voksende gruppe af professionelle med samme tankegang og er blevet en respekteret gren af psykologien, har hverken Grof eller nogen af hans kolleger i årevis været i stand til at fremkomme med en mekanisme, der kan forklare de bizarre psykologiske fænomener, de var vidne til. Men dette har ændret sig med fremkomsten af det holografiske paradigma.

Som Grof bemærkede for nylig – dersom sindet virkelig er en del af et kontinuum, en labyrint, der ikke bare er forbundet med ethvert andet sind, der eksisterer eller har eksisteret, men med ethvert atom, enhver organisme og region i rummets og tidens uendelighed – så synes det faktum, at det lejlighedsvis er i stand til at fouragere i labyrinten og have transpersonelle oplevelser, ikke længere så besynderligt.

Det holografiske paradigma har også implikationer for såkaldte hårde videnskaber som biologi. Keith Floyd, en psykolog ved Virginia Intermont College, har påpeget, at hvis virkelighedens konkrethed kun er en holografisk illusion, vil det ikke længere være rigtigt at sige, at hjernen producerer bevidsthed. Det er snarere bevidstheden, der skaber og får hjernen til at træde frem – men også kroppen og alt andet omkring os, som vi tyder som fysisk.

En sådan omkringvending i den måde, hvorpå vi betragter biologiske opbygninger, har fået forskere til at pege på, at også medicin og vor forståelse af healingsprocessen kunne forvandles af det holografiske paradigma. Hvis kroppens tilsyneladende fysiske struktur kun er en holografisk projektion fremkaldt af bevidstheden, bliver det klart, at hver enkelt af os er meget mere ansvarlig for vort helbred, end den øjeblikkelige medicinske visdom tillader. Hvad vi nu betragter som mirakuløse lindringer af sygdomme, kan faktisk skyldes ændringer i bevidstheden, der igen på sin side effektuerer ændringer i kroppens hologram.

På samme måde kunne kontroversielle nye healingsteknikker såsom visualisering virke udmærket, fordi billeder, i tankens holografiske domæne, er fuldt så virkelige som ”virkeligheden”.

Selv visioner og oplevelser, der involverer ”ikke-almindelig” realitet, bliver forklarlige under det holografiske paradigma. I sin bog ”Gift of Unknown Things” beskriver biologen Lyall Watson sit møde med en indonesisk shaman kvinde, der – ved at udføre en rituel dans – var i stand til at få en hel lund af træer til øjeblikkelig at forsvinde ud i den blå luft. Watson fortæller, at han selv og en anden forbløffet tilskuer fortsatte med at iagttage kvinden; hun fik træerne til atter at komme til syne, så ”klikke” bort igen og igen adskillige gange efter hinanden.

Selv om den øjeblikkelige videnskabelige forståelse er ude af stand til at forklare sådanne hændelser, bliver oplevelser som denne lettere at forsvare, dersom ”hård” virkelighed blot er en holografisk projektion. Måske er vi enige om, hvad der er ”her” eller ”ikke her”, fordi det, vi kalder samstemmende virkelighed, er formuleret og godkendt på det niveau af den menneskelige underbevidsthed, på hvilket alle sind er uendelig forbundet på kryds og tværs. Hvis dette er rigtigt, er det den dybeste implikation af det holografiske paradigma overhovedet; for det betyder, at oplevelser som Watson’s ikke er almindelige, blot fordi vi ikke har programmeret vore sind med de antagelser, der ville gøre dem mulige. I et holografisk univers er der ingen grænser for, i hvilken udstrækning vi kan ændre det stof, virkeligheden består af.

Det, vi opfatter som virkelighed, er blot en skærm, der venter på, at vi skal tegne et hvilket som helst billede på den, som vi måtte ønske. Alt er muligt, lige fra at bøje skeer ved sindets kraft til de uvirkelige hændelser, som Castaneda oplevede under sine møder med Yaqui brujo don Juan; for magi er vor fødselsret og hverken mere eller mindre mirakuløs end vor evne til at sammensætte den virkelighed, vi ønsker, når vi befinder os i vore drømme.

Faktisk bliver selv vore mest fundamentale begreber om virkelighed suspekte; for i et holografisk univers, som påpeget af Pribram, måtte selv tilfældige begivenheder anses for at være baseret på holografiske principper og derfor besluttede. Synkroniteter eller betydningsfulde sammentræf giver pludselig mening, og alting i virkeligheden måtte da ses som en metafor, for selv de største slumpetræf ville udtrykke en underliggende symmetri.

Hvorvidt Bohm og Pribrams holografiske paradigma bliver accepteret af videnskaben eller dør en uværdig død, må fremtiden vise; men det er sikkert og vist, at det allerede har haft indflydelse på mange videnskabsmænds tænkning. Og selv om man skulle finde ud af, at den holografiske model ikke giver den bedste forklaring på den øjeblikkelige kommunikation, der synes at foregå frem og tilbage mellem subatomiske partikler, så vil Aspect’s resultater i det mindste – som bemærket af Basil Hiley, en fysiker ved Birbeck College i London – ”indikere, at vi må være forberedt på at tage radikalt nye syn på virkeligheden i betragtning.”

www.uniheal.dk

Filosoffer, nerveforskere og læger har længe undret sig over, hvordan det bevidste sind bliver til og det kommer nok til at tage lang tid for dem endnu. Sindet kan kun opleves af personen selv, det eksisterer ikke hvis man prøver at ”se” det hos et andet individ.

Sindet er ikke en ting, der kan måles, vejes eller karakteriseres på nogen måde. Sindet er heller ikke det samme som en sjæl. Sindet er den bevidsthed, der oplever og erfarer verden gennem krop, sanser, følelser og tanker – og er et rent bevidsthedscenter.

ifølge Buddismen opleves Lidelse, når man indskrænker sindets mangfoldighed til at være et ”jeg” med personlige behov. En sådan tilstand udspringer af uvidenhed om sindets sande natur. Her vil fænomener som sygdom, alderdom, død og tab opleves som virkelige, og lidelse vil dermed være en realitet.

Modsat opleves lykke, når man overskrider enhver forestilling og identificerer sig helt med sindets åbne, klare og ubegrænsede tilstand.

Det var det, Buddha gjorde. 24 timer i døgnet hvilede han i en tilstand af frygtløshed, fryd og fuldt nærvær i andre menneskers situation. En sådan tilstand opstår, når man fjerner sindets slør, og sindets iboende kvaliteter udfoldes.

Buddhas første indsigt var, at frihed og lykke må findes i noget, der er vedvarende. I stedet for at følge de vekslende fysiske behov eller de skiftende tanker og følelser, søgte han at finde det, der gjorde dem muligt.

Han erfarede, at den bevidsthed, der er i stand til at opleve sig selv og verden omkring – sindet selv – er det eneste vedvarende i verden. Det lykkedes Buddha at få indsigt i sindets natur og fuldt at identificere sig med det. Han var dermed blevet en buddha, én der er vågnet af uvidenhedens søvn.

Buddha oplevede nu verden som den var, uden at lægge noget til eller trække noget fra: Han hverken håbede eller frygtede, men var blot til stede her og nu. Han var blevet oplyst af den bevidsthed, der gennemstrømmer alt, og oplevede alle væsener som fuldkomne og i sig selv helt rene.

Efter Buddhas erkendelse som 35-årig var sindets klare lys tilstede i alt, hvad han foretog sig. Han erfarede sindet som åbent, klart og ubegrænset og kunne derfor håndtere enhver situation med glæde og medfølelse.

Meditation er et redskab til at arbejde med sindet. Hvordan en meditation virker afhænger af det, man ønsker at opnå med at meditere.

Ved at meditere dagligt, træner man sig i ikke at følge de tanker og følelser, der kommer og går i sindet. På den måde falder sindet til ro, og man kan begynde at vende sindets opmærksomhed mod dets egen lysende kraft.

Daglig meditation går ud på at opbygge en god vane, ”en stærk muskel” Ligesom hvis man ønsker en sund krop, dagligt motionerer og vedligeholder den med mad og renhed, ligeledes opbygges sinde’s styrke ved en daglig tilbagevendende ”motioneren” af  sindet.

Mediterer man dagligt for at holde sindet klart og nærværende.

Ved daglig meditation opnår man større frihed til at handle gavnligt i livets forskellige situationer.

Hvis du ikke kontrollerer dit sind – så vil personligheden kontrollere dig!

Kunsten at fokusere

Meditation handler i alt sin enkelhed om at fokusere din opmærksomhed på noget bestemt.  Det meste af tiden bevæger dine tanker sig mere eller mindre uvilkårligt rundt. Det ene øjeblik tænker du på en samtale du havde i sidste uge, det næste bekymrer du dig om noget du skal i morgen, for så at tænke på noget, som sker lige nu. Din bevidsthed svinger fra det ene emne til det næste, hele tiden i bevægelse, hele tiden i gang, en uafbrudt konstant opståen af tanker, ideer og vurderinger.

Koncentrer dig og vær til stede

I meditation kanaliserer du hele din bevidsthed hen på et bestemt punkt eller objekt – det kan være fornemmelsen af dit åndedrag, et kort ord eller en sætning, eller visualisering af et indre billede. Når du arbejder med din bevidsthed på denne måde, får du først indsigt i hvor meget din bevidsthed arbejder, derefter er det nemmere at få styr på dine tankestrømme. Langsomt udvikler du din evne til at koncentrere dig og være til stede i nuet.

Langsomt og sikkert opøver du sindets muskel til at arbejde for dig og dit velbefindende. Du lærer at styre bevidstheden, lige så sikkert som du styrer dine kropslige lemmer.

Mange fordele ved meditation

Når først du bliver bedre til at styre dit sind og koncentrere dig og være opmærksom på hvad dine tanker skaber i dig, og hvad disse tanker afstedkommer, kan du bruge denne fokusering og indre ro i mange andre sammenhænge. Du kan:

• Blive bedre til at få løst arbejdsopgaver mere effektivt
• Større evne til fokusering
• Større evne til koncentration
• Større overblik
• Større effektivitet
• Bliver mere løsnings orienteret
• Et sundere liv
• Bedre evne til regenerering
• Større vitalitet
• Indsigt i dit sinds påvirkning af følelserne
• Forbedre dine forhold til dine medmennesker
• Større forståelse
• Større accept
• Oparbejde større medfølelse og forståelse for andre.

Johnny Gøtke

www.uniheal.dk

I denne artikel sætter jeg fokus på hvordan du med nogle enkelte spørgsmål kan reflektere over dig selv, dine tanker og følelser.

Først må du tage ansvaret for dig og dit liv. Du må indse at det er dig der ejer problemet, uanset hvad der er sket i dit liv, så er det op til dig hvad du vil bruge “billedet” af din fortid til. I første omgang er det ikke rart og lidt irriterende at tage ansvaret for ting og hændelser som du måske ikke selv syntes at havde haft nogen styrke til at ændre, men det gode ved det er, at så skal du ikke vente på nogen, du kan lige her og nu gøre noget ved den følelse og tanke der styrer dig til at se verden som du gør. Du vil langsomt se og erkende at det kun er dine tanker og følelsesmæssige tolkninger der er årsagen til din indre uro.  Samtidig må du udvikle ærlighed over for dig selv og dine medmennesker. Du skal turde erkende og møde de følelser og tanker der er i dig lige her og nu, for først da kan du ud fra spørgsmålet om hvordan du ser omverden med disse følelser og tanker, reflektere over om det er dig og den du virkelig er?  Bagefter er det nærliggende at spørge sig selv om hvordan du bliver ud fra disse svar, og igen er det dig og den du virkelig er?

Forventninger i os skaber et behov for at møde vores omverden ud fra det forventnings-billed vi har skabt, og derfor er det nærliggende at vi kan blive både skuffet og irriteret. Når vi har et fastlåst billede af hvordan vores omgivelser bør/skal være, er der ikke langt til at vi begynder at manipulere for at få vores biled til at blive virkeligheden. Måske lykkedes det for os, men hvilke omkostninger har det for os selv og vores omgivelser? Hvor svært og omkostningsfuldt er det for vores følelser og legeme. Sagt på en anden måde, hvis du mødte en der manipulerede med dig, hvordan ville du så have det, og hvordan ville du reagere.

Når vi har en problemstilling foran os, er der kun to muligheder. Først må vi søge efter løsninger på situationen, derefter må vi handle på denne løsning. Er der ingen løsningsmuligheder kan vi ikke andet end med sindsro acceptere situationen. F.eks. kan vi godt lade vores system ophidse over at der er kø på vejene, det eneste vi kan gøre er at prøve at finde en mindre trafikeret vej, eller et andet tidspunkt at køre på, men vi kan ikke ændre at andre også gerne vil køre på de samme veje. Hvor meget energi bruger vi på at ærgre os, eller være irriteret over noget der er uden for vores rækkevidde.

Hvis mange af de ting vi gør, er styret af at få ros, anerkendelse, accept mm? Hvad gør det ved de handlinger vi udfører, eller ikke udfører, fordi vi er styret af andre vurderinger af det vi gør. Hvor meget indvirker dette på at vi måske lader være med at gøre det der er virkelig os?

Helt banalt ønsker vi alle glæde, kærlighed og et let og problemfrit liv. Det vi ønsker for os selv, må så selvfølgelig være et ønske alle andre også har. Tør vi spørge os selv, hvor meget vi selv er med til at hjælpe til dette basale ønske vi alle går rundt med. Kan vi hjælpe vores opmærksomhed med at have fokus, og derved større handling på det vi ønsker at andre skal give til os. Hvad forhindrer dig i lige her og nu, i at gå ud og møde verden med glæde, kærlighed og optimisme, til gavn og glæde både for dig selv og dine omgivelser.

Jeg påtager mig det fulde ansvar for hvad der sker i og omkring mig lige her og nu.

Det er kun min tanke og følelsesmæssige tolkninger der kan flytte mig fra min sindsro.

—————————–

For at min følelse kan have ret, hvordan opfatter jeg så min omverden?

Hvordan ser jeg så mig selv i dette billede?

Hvilke tankemæssige overbevisninger har jeg om mig selv for at disse billeder kan passe?

Hvorfra stammer disse overbevisninger, og gavner de mig som jeg er i dag?

—————————–

For at jeg kan have den følelse jeg har lige nu, hvilke forventninger har jeg så til mine medmennesker og min omverden?

—————————–

Med den problemstilling jeg har lige nu, hvilke løsninger kan jeg så finde?

Når der ikke er mere jeg kan gøre må jeg med sindsro acceptere og have tillid.

—————————–

Hvor meget søger jeg frugterne af mine handlinger og hvordan fanger det mig ind i en evig higen efter anerkendelse?

—————————–

I bund og grund vil vi alle det gode. Vi ønsker alle fred og kærlighed, glæde og velvære.

Hvis vi skal kigge dybt i os selv, hvor er det så vores fokus er det meste af tiden og hvordan får det os til at føle, mene og handle?

Johnny Gøtke

www.uniheal.dk

Her er nogle citater fra Einstein, der er hver at tænke lidt over.

“den smukkeste følelse vi kan opleve, er den mystiske. Det er den fundamentale følelse, der står ved vuggen for al sand kunst og videnskab. Han for hvem denne følelse er fremmed, som ikke længere kan undres og står slagen med æresfrygt, er så godt som død, et udpustet lys. At fornemme at der bag alt som kan opleves, ligger noget som vores tanke ikke kan fatte, hvis skønhed og sublimitet kun når indirekte frem til os, det er religiøsitet. i denne forstand, og kun i denne forstand er jeg et inderligt religiøst menneske.”

“Min religiøsitet består af en ydmyd beundring af den uendelig højerestående ånd, som afslører sig selv i det lidt, vi kan begribe om den fysiske verden. Denne dybt emotionelle overbevisning om tilstedeværelsen af en overlegen fornuftsmagt, som giver sig til kende i det ufattelige univers, udgør min forestilling om Gud.”

“Jeg tror overhoved ikke på fri vilje i den filosofiske forstand. Enhver handler ikke kun under ydre tvang, men også i overensstemmelse med indre nødvendighed. ” en mand kan gøre som han vil det, men ikke ville det som han vil det ” Dette har været mig en virkelig inspirationskilde siden min ungdom; den har været en vedvarende trøst ved udsigten til livet’s prøvelser, mine egne og andres, og et uudtømmeligt kildevæld af torerance.”

EN del af båndudskrift fra sjæls-terapi

B:klienten

J:Johnny

B: Sidste gang, jeg var til healingmeditation, fik jeg noget for det højre øre, og det har jeg stadig en gang imellem. Der kommer en slags prop – og jeg vil gerne høre J. Også hvis det er min underbevidsthed, der snakker.

J: Sandsynligvis er det ikke noget fra underbevidstheden, du ikke vil høre. Det er noget i den virkelige reelle verden, du lukker af for. Noget, der skaber en tilstand af ubehag i dig.

B: Det synes jeg ikke selv. Der er ikke noget, jeg kan sætte ord på og sige, at det kan være det.

J: Lad os prøve at gå lidt dybere i det. Prøv at fortælle, hvordan det er at have det sådan. Hvad gør det ved dig?

B: Det er træls, som noget hårdt lige i kæbeleddet. Det er som om, der sidder en prop der, og jeg har fået skyllet mine ører flere gange, men lægen kan ikke se noget, der ikke skal være der.

Det kan godt være, jeg lukker af på en eller anden måde, men det er ikke bevidst. Det er som at være døv nogle gange.

J: Hvad gør det ved dig?

B: Det giver lidt stof til eftertanke. Hvad vil jeg høre, og hvad vil jeg ikke høre.

J: Det er bagefter. Hvordan har du det følelsesmæssigt, når du har det sådan? Hvad gør det ved dig?

B; Det er lidt svært.

J: Hvordan får det dig til at handle eller ikke handle, når du har det sådan?

B: Det er som regel, når jeg har været ude at gå tur på marken med hunden og så stiller mig ned til søen og står og er helt stille (stående meditation, kalder hun det). Så er det nogle gange, at det kommer.

J: Det er, når du er i fred for alt mulig andet. Når du virkelig kan gå ind og åbne dig.

B: Ja, det er når jeg er “inde i mig selv”, at det kommer.

J: Kommer det, mens du er der, eller efterfølgende?

B: Efterfølgende. Det kommer som regel efter en god spadseretur i naturen. Når jeg kommer hjem og skal lave te, kommer det så som et lyn fra en klar himmel.

J: Som en smerte eller som en prop?

B: Som en prop. Ligesom en prop, der bliver sat i.

J: Og når du er nede ved søen og er i den meditative tilstand, hvordan har du det så der?

B: Kanongodt. Jeg er tanketom og har det bare dejligt.

J: Har du en oplevelse af, om du er alene, eller der er en eller anden form for kontakt?

B: Der er en eller anden kontakt. Rigtig meget endda. Jeg får en følelse af, at jeg bliver fyldt op med lys.

J: Men det er ikke en kontakt, der decideret taler til dig eller siger noget til dig?

B: Nej.

J: endnu, i hvert fald.

Den kontakt, du har der, må den også gerne være der, når du kommer hjem?

B: Ja, selvfølgelig.

J: Nu skal du prøve at mærke efter, for du kan godt sige noget med din bevidsthed, men kan der være noget i dit system, hvor det ikke er så godt, at den er der, for så kan du ikke være opmærksom på nogle andre ting, eller der er nogle, der ikke synes, at du er ved dine fulde fem eller sådan noget lignende?

B: Det ved jeg ikke. Jeg har jo et behandlerrum derhjemme. Nogle gange, når jeg giver massage, kommer der lys igennem mig. Rigtig meget. Og det har jeg det egentlig fint med.

J: Det virker som om, at vi kan begynde at sige “dine to liv”.

Der er der, hvor du kan trække dig tilbage og åbne dig, og du kan lave dine behandlinger. Så kommer der en energi til stede.

Når du kommer ind på den anden side af døren og er husmor i dit hjem, der bliver lukket af.

B: Ja, det gør der nok. Jeg har det sådan, at “jeg ikke har tid” til at høre, hvad de siger, når jeg støvsuger og alle de husmoderpligter.

J: Prøv at gå lidt tættere på, når vi nu går ind i denne her energi. Husmoderenergien eller hjemmefrontenergien.

Hvad er det i dine omgivelser, som kan presse dig til at lukke af?

B: Der har jeg helt frie hænder. Min husbond er meget forstående overfor det.

J: Ja, det er noget, der foregår inde i dig. Det er din vurdering af tingene.

Men du kan godt se, at når du er inde i behandlerrummet, så åbner du dig.

Når du lukker døren og går ind i det andet rum, så lukker du dig. Det er der jo en grund til.

B: Okay… Ja, jo…

Jeg kan følge din tankegang, men jeg kan ikke sige hvorfor. Jeg gør det bare.

J: Forestil dig, at i det åbne rum, der har du en god ven. Der er et eller andet møde – en forbindelse.

Men lige så snart, du går ind i det andet rum, så kan du ikke bruge den ven.

Prøv at forestille dig, hvordan den energi må reagere på det.

B: Som et svigt. Hvorfor kan du bruge mig inde i behandlerrummet, når du ikke vil bruge mig i resten af huset?

J: Ja. Så du har en energi eller en hjælpsomhed med dig på en eller anden måde, som kan have en oplevelse af at blive udnyttet eller kun brugt i visse henseender.

Hvordan minder det tilbage på dig selv og dit eget liv?

B: Alt alt alt for godt J. Alt for godt.

Hele min barndom har været “Askepot, Askepot, Askepot”, så det kan jeg godt genkende. Jeg kunne findes frem, når jeg skulle bruges til et eller andet, og så kunne jeg bare blive sat over i krogen igen. Så jeg kan meget nemt forholde mig til, hvordan det er.

J: Hvad gør det ved dig, at det lige pludselig bliver bragt op i forhold til det andet her?

B: Det gør jo lidt ondt. Fordi jeg har arbejdet så vanvittig meget med min barndom og det, som jeg slæber rundt på. Men jeg er klar over, at der stadig ligger nogle rester helt nede på bunden.

Det gør lidt ondt at få spejlet fyldt op igen.

J: Det, du kan blive mindet om i forhold til det her, er, at nogle steder har man en oplevelse af, at man kan blive brugt – og så kan man ikke bruges mere. Så er der lukket af. Så flyttes det væk, ellers vil der dukke en eller anden smerte eller ubehag op i stedet for. Derfor er du begyndt at reagere ligesådan selv. Kan du følge det?

B: Mmmm…

J: Så du er så heldig, at det er det, som den energi hjælper dig med at gøre opmærksom på.

B: Okay…

J: Du siger, du kan se spejlet.

B: Det kan jeg godt, når du sætter ord på.

(Pause med eftertænksomhed).

Så kan jeg bedre forstå, at… Der er nogle brikker, der falder på plads.

J: Prøv at beskrive dem.

B: Blandt andet med min intuition. Den har været helt oppe at vende.

Set i bakspejlet, har jeg haft den med fra helt lille af. Men det kunne jo ikke passe. Det kunne jo ikke være rigtig alt det der.

Nu er jeg blevet mere bevidst om det, efter at jeg er gået ind i det alternative.

Alligevel synes jeg også, at det er lidt skræmmende, for det er ikke noget, man kan tage, mærke og føle på.

J: Så det, man ikke kan mærke og føle på, det er skræmmende. Hvorfor?

B: Fordi det er ukendt.

J: Hvorfor er det skræmmende, når det er ukendt?

B: Det går nok tilbage til min barndom.

J: Prøv at gå tættere på, for det er der, der sidder nogle låse i dit system.

B: Alt, hvad der ikke kunne tages og føles på, der skulle man ikke snakke om, for det var sort snak, mente mine forældre.

I mange perioder, hvor vi havde have. Det allerbedste, jeg vidste, var, når jeg fik lov at være ude i haven med min far, hvor han sad med sin pibe og kaffe, og jeg gik ovre i rosenbedet. Da jeg var fem-seks år snakkede jeg med roserne, og min far sagde, at jeg skulle holde op med det pjat. Det er ikke normalt at gå at snakke med blomsterne.

Det skræmte også. Fordi min far sagde det på den måde, han gjorde. Så blev jeg bange for det.

J: Så nu kommer der en autoritet ind over – noget faktuelt – der siger, at når du forholder dig til det ukendte, det, man ikke kan se og røre ved, så er der noget i dit system, der siger: hvordan vil andre reagere på det her? Hvordan bliver jeg ikke mødt på det her?

B: Det er fuldstændig korrekt.

J: Så prøv at gå tilbage i dit hjem igen og  se, om den er der. Er den der?

B: Ja, den er lige midt i stuen i den stol, jeg plejer at sidde at læse i. Der kommer den lige igen.

J: Så er det der, den høreskade kommer mest?

B: Jo, det er der. Her for nylig sad jeg og læste en bog af Wayne Dyer, der hedder “Du ser det, når du tror det”. Der var noget, der triggede på en eller anden måde.

J: Så prøv at være opmærksom på, at i dit system – selv om du begynder at sanse og opleve mange forskellige ting – så har du en oplevelse af, at det egentlig er forbudt, det er ikke tilladt, og det skaber utryghed.

B: Mmmm…

J: Samtidig er det en påmindelse om, at blive brugt kontra misbrugt. At det er inde i dit system – også følelsesmæssigt. Kan du forholde dig til det?

B: Ja.

J: Så kan du godt se, at det er godt, at du bliver gjort opmærksom på det her, for så kan du se, hvad det er, der stadig ligger i dit ubevidste – barndommens følelsessystem – og styrer dig. Selv i dag.

Du har kastet dig ind i det ukendte rum, du har forskellige kontakter, men noget i dit system bremser dig i at bruge det fuldt ud.

B: Det er fuldstændig korrekt. Og hvad skal jeg så gøre ved det?

J: Først og fremmest er det jo at blive opmærksom på det. Så er det op til dig. Det er dit valg. Det er, om du vil tillade dig selv at bruge det fuldt ud, om du vil tillade, at din ven – eller hvad vi skal kalde den energi – får lov til at være der hele tiden – også selv om du bliver presset udefra.

Dit system reagerer jo som: Hov, nu må jeg hellere lukke af for det, nu er jeg i et andet forum. Og nu åbner jeg det, nu er jeg i et andet forum.

Så det er denne her brug og smid væk energi, der kommer til stede her, så det er en anden form for Askepot. Der kommer fra den energi, der kommer for at prøve at hjælpe dig et eller andet sted.

Så kan du jo lege med: hvis den energi også har følelser, så kan du sige, at når du ved det, og du ved, hvad du egentlig gør ved den energi, som du har det godt med, og som prøver at hjælpe dig, så er det jo svært at blive ved med at gøre det. At lukke din gode ven ude.

Det er jo det, du kan gøre ved det.

Når du kan se det, kan du åbne hjertet hele vejen igennem.

Men dine følelser har sagt: Nu vil jeg have dig – nu vil jeg ikke have dig.

B: Ja, men det er jo underbevidst.

J: Ja, og der er heller ingen skyld i det, men du spørger, hvad kan jeg gøre ved det, og så oplyser jeg dig i bevidsthed, så du kan se tingene og begynde at handle på det derfra.

Når du kan se det, kan du beslutte: Min ven skal have lov til at være der hele tiden. Så er det op til dig, hvordan du vil bruge det ellers.

Når du er opmærksom på, at du har denne Askepot-tendens i dit eget system også, så er det jo kun godt, at du er blevet gjort opmærksom på det.

Så kan du også nære kærlighed til den energi, selv om den er ubehagelig.

B: Det er korrekt.

(Sansepause).

uniheal.dk

Det er tankevækkende at opleve hvor hurtige vi er til at fokusere på vores forskellighed som mennesker.

Det er ligesom om at noget i os, har det bedst ved hurtigt at kunne lave en katagorisering, opdeling og derved en arkivering i vores sind.

mand – kvinde

ung – gammel

indvandrer – dansker

succes – fiasko

pæn – grim

dum – klog

når først vi har inddelt og katagoriseret vil vi sidde tilbage med en følelse af overlegenhed eller mindreværd afhængig af vores oplevelse af os selv i forhold til den eller dem vi vi har observeret.

Hvad ville der ske i det store verdensbilled , hvis vi alle begyndte at fokusrer på alle de ligheder vi har?.

Hvad hvis vi kun så os alle som mennesker på denne vores fælles jord?

Hvad hvis vi kun så at vi alle ønsker at være glade, tilfredse, at blive mødt og elsket som den vi er?.

Hvad hvis vi kun så at vi alle er på planeten Jorden, og ønsker at skabe de bedste livsbetingelser for os selv og vores omgivelser.

Hvad ville det gøre for dig og dine omgivelser i hverdagen, hvis du kun kiggede efter ligheder?.

Johnny Gøtke

www.uniheal.dk

Forleden blev jeg spurgt om jeg troede på om vi alle har en mission her i livet.?

Svaret er JA

Men hvis vi alle går og venter på at vores mission skal matrealicere sig, så spilder vi chancen for at udføre vores mission.

Hvis vi ønsker at verden skal blive et mere fredsfyldt sted, hvis vi ønsker at verden skal blive mere næstekærlig, hvis vi ønsker at verden skal blive mere humanistisk, hvis vi ønsker at verden skal blive mere indlevende og medfølende, hvis vi ønsker at der bliver handlet og vist mere kærlighed,  at kærligheden bliver mindre fortolket og mindre interlektualiseret. Kort sagt der hvor vi ønsker at vores alles fælles verden skal bevæge sig hen, der ligger vores mission.

Uanset hvad vi kigger på, så er der hele tiden bevægelse og forandring, noget forandrer sig langsomt, set med vores fysiske sanser, men alligevel forandrer det sig. Vores verden er hele tiden ved at forandre sig, vi kan med vores mission være med til at bevæge forandringen i den retning vi ønsker, ved at være i verden som et eksempel for vores omgivelser.

Så i stedet for at vente på at vores mission opstår, kan vi alle lige her og nu være i verden med vores eksempel af kærlighed, medfølelse, indlevelse, humanisme og fred.

Tænk en gang på at vi alle inderst inde ønsker at blive mødt, accepteret og elsket, hvis det vi ønsker for os selv, her og nu også blev givet til vores alle fælles verden, i form at forskellige former for levende organismer der alle hver og en har en indvirkning på hvordan vores liv udvikler sig, så ville vores missions formål vise sig lige her og nu for øjnene af os.

Så kære os alle sammen, lad os lade være med at vente på at næsten bliver et “bedre” og mere kærligt væsen, Lad os vise os alle sammen at vi mener og ønsker kærligheden, i mødet med vores alles fælles verden. Lad os vise at vi er kærligheden, medfølelsen, indlevelsen, freden og humanisten lige her og nu. Så tager vi vores mission alvorligt, selv om alvor i den henseende bliver glæde, lethed og fred.

Johnny Gøtke

www.uniheal.dk

Her på det sidste har jeg praktiseret en øvelse jeg nu vil dele med dig.

Uanset hvad jeg har haft i hånden, har jeg lige stoppet op og tænkt på at noget jeg tager for givet og er vant til har en lang årsags- virkning sammenhæng med sig.

hvis jeg f.eks. sidder med noget så banalt som et glas vand, er det sjovt at tænke på hvad, hvem og hvormange der har været involveret i at jeg med taknemmelighed kan sidde og drikke et glas vand lige her og nu. Noget jeg tager fuldstændig for giver har involveret jeg ved ikke hvor mange af mine medmenneskers ideer og prograsive handlekraft.

Glassert jeg drikker af er blevet fremstillet, nogen har fremskaffte råvarerne, andre har transporteret dem til fabrikken, nye har blandet dem og opvarmet dem,før de bliver hældt ned i forme som igen andre har fremstillet, og sådan kan det bare fortsætte i det uendelige.

Dette var kun et lille udpluk at glasset’s vej, hvad så med vandet’s vej.???????????

Dette udvikler for mig en følelse af ydmyghed, taknemmelighed og en stor følelse af samhørighed.

Johnny Gøtke

www.uniheal.dk

Udviklingsmæssigt set sker der det i første omgang, at man finder ud af, at det er tre forskellige legemer.

Du har dit handlelegeme, som er kroppen, du har dit følelseslegeme, som er noget andet, og dit tankelegeme, som er noget tredje.

Det finder man ud af – på et tidspunkt – er adskilt. Hele processen er i gang hele tiden, men når man begynder at få adskilt et af legemerne. Det sker mange gange eksempelvis, at man får overblik over et eller andet.

Det eneste, der kan observere følelseslegemet er tankelegemet. Det er det, der gør os anderledes end mange andre individer på Jorden, at vi har tankelegemet at observere følelsen med. Ikke bare den rationelle eller mekaniske tanke, for både det og hukommelse har dyret jo også, i det system er de fuldstændig vævet sammen. Der er en oplevelse og en konklusion.

Et godt billede er en radar, som scanner et rum. Sådan er rummet. Godt, jeg er tilfreds. Hvis der sker nogle ændringer i rummet, er jeg ikke tilfreds mere. Så råber og skriger jeg. Sådan er vi inde i vores hjerne.

Alle – uanset hvem – er hvis man går helt tæt på, styret af en eller anden form for tryghedssystem (scoreboard) og gør de mest vanvittige, outrerede, fuldstændig ulogiske ting for at få tryghed. Fuldstændig styret af tryghed.

Hvis man er afhængig af et eller andet ydre stimuli , så får man jo en oplevelse af at komme væk fra utrygheden, fordi man mærker ikke utrygheden, når man er fokuseret på den eller det som giver “nydelsen”. Når man ligger og rasler rundt mellem tryghed og utryghed,  så kan man søge trøst gennem mad eller sex, set ud fra dyrets princip. Det er nogenlunde de ting, der er tilbage.

Kroppen og følelserne får en kick-oplevelse, en tilfredstillelse . Så definerer man, nu er jeg tryg, alt der vil prøve at tage mig væk fra den tilstand er en “fjende”

Udei yderpunkterne, er der ædedolkene eller bulimikerne og helt i den anden er nymfomanen, som hele tiden er fanget af at ville søge trygheden og får en lille split af den, men utrygheden styrer alligevel hele tiden, fordi vi hele tiden fra det ubevidste er bange for at midste den eller det som gør os tryg.

Hvis jeg har lavet en definition om, at hvis jeg går ind i et mørkt rum og en gang har haft en dårlig oplevelse med et mørkt rum, skal der meget til at overbevise mig om, at nu kan jeg godt gå ind i rummet.

Hvor ulogisk det end er, vil hele systemet reagere på “det er ikke rart for mig”. For hvis jeg skal gå derind, passer mit scoreboard ikke. Hvis ikke mit scoreboard passer, så er der jo ikke noget, der passer, og vup, så er jeg ved at dø.

Så længe, vi ikke har det godt med døden, kan vi heller ikke have det godt med livet.

Som jeg ser det, er det så tydeligt, at vi er kommet til det punkt, hvor vi bliver bevidste om vores lillehjernesystem. Og hvis vi kan blive gjort bevidst om det, må vi have en eller anden evne eller energi omkring os, der kan observere det – andet end lillehjernen. Vi kan jo ikke se noget, vi selv er. Ligesom at trække sig tilbage og se det lidt på afstand.

En følelse kan heller ikke se en følelse. Der skal en anden frekvens til på en eller anden måde. Og der kan jeg se, at vi hele tiden løfter os i frekvenslag til at blive mere klare og se mere og mere rent på den måde.

- Er det globalt?

- Det er det. Men igen. Da vi har forskellige baggrunde for det, er det også forskellige måder, det skal opfattes på. Igen: At hvis vi alle sammen søger det samme, som jeg er helt sikker på, at vi gør på et ubevidst plan, så er vi hele vejen rundt omkring kuglen, så den ene måde at opfatte på kan ikke bare føres over til den anden. F.eks. Indien, som jeg har suget meget til mig, hvor jeg både er fascineret af den men samtidig også sidder med denne her: – Ja, men det virker altså ikke i Vesten.  Der mangler noget. Og der ser jeg det på den måde, at østens folk og mange i de varmere lande er stadig meget påvirkede i deres følelser, så de skal have det ind via den vej, mens vi i vesten, da vi har arbejdet næsten udelukkende med det intellektuelle og stadig gør det, så nytter det jo ikke noget, at vi følelsesmæssigt oplever noget, hvis vi ikke kan forstå det samtidig. Og vi er der, hvor det ikke engang er nok at forstå. Vi vil simpelthen vide det.

Så vi er kommet dertil, hvor vi vil VIDE “GUD”. Det er ikke nok at forstå “Gud”, mærke “Gud” eller anerkende “Gud”. Vi vil vide “Gud”.

Det er der, religionen må melde pas. Gud kan ikke fortolkes, selv om det er det, den har gjort gennem 2000 år, så har du en fortolkning på Gud, men det nemt at lave en fortolkning, så længe man tror. For så længe man tror, styres man af det limbiske system, og så skal du bare have en autoritet til at fortælle dig, at sådan og sådan er det.

Uanset om autoriteten er en stor bog eller hvad, så bliver det bare: – Det tror jeg på.

Vi tror ikke på den store bog mere. Det kan godt være, vi gør det, men det er ikke nok. Vi kan ikke tilfredsstilles i det, vi vil simpelthen vide, og det er den nye frekvens, der kommer ind over os, at vi bliver løftet til, at vi vil vide mere og mere.

Det bliver først et problem, når vi er kommet dertil i vores bevidsthed, at vi vil vide, og det er jo det pokkers ved det. Når man bare tror, så er man lykkelig i det. Så er der ikke nogle, der stiller spørgsmålstegn, så gør man det bare. Så tuller vi rundt, og så er vi lykkelige i forhold til det. Så derfor er det først, når vi bliver påvirkede i forhold til det, vi gør, at vi vil vide: – Hov, hvad nu?! At vi vil forstå, at vi vil acceptere eller definere os selv på en ny måde..

Johnny Gøtke

www.uniheal.dk