Uniheal v/ Johnny Gøtke

Universet som et hologram

Af.  Michael Talbot

Bragt første gang i the Village Voice, New York City.

Eksisterer der en objektiv virkelighed, eller er universet et hjernespind?

I 1982 fandt en bemærkelsesværdig begivenhed sted. Ved universitetet i Paris udførte et hold af forskere, der blev ledet af fysikeren Alain Aspect, hvad der kan vise sig at være et af det vigtigste eksperimenter i det 20. århundrede. Du har intet hørt om det i aftennyhederne. Medmindre du har for vane at læse videnskabelige tidsskrifter, har du sandsynligvis ikke engang hørt Aspect’s navn, selv om der findes dem, der mener, at hans opdagelse kan ændre videnskabens ansigt.

Aspect og hans hold opdagede, at subatomiske partikler såsom elektroner under visse omstændigheder er i stand til øjeblikkeligt at kommunikere med hinanden uanset den afstand, der måtte skille dem. Det betyder intet, om de er 10 meter eller 10 milliarder km fra hinanden. På en eller anden måde synes hver enkelt partikel altid at vide, hvad den anden foretager sig. Problemet med dette er, at det gør vold på Einsteins længe sanktionerede påstand om, at ingen kommunikation kan rejse hurtigere end med lysets hastighed. Eftersom det at rejse hurtigere end lysets hastighed svarer til at bryde tidsbarrieren, har dette vovelige prospekt fået nogle fysikere til at prøve på at komme frem med møjsommeligt udarbejdede måder til at bortforklare Aspect’s fund. Men det har fået andre til at komme frem med endnu mere radikale forklaringer.

For eksempel tror David Bohm, fysiker ved London University, at Aspect’s fund implicerer, at objektiv realitet ikke eksisterer; at universet til trods for sin øjensynlige soliditet i grunden er et hjernespind, et gigantisk og fantastisk detaljeret hologram.

For at forstå, hvorfor Bohm kommer med denne forbløffende påstand, må man først vide lidt om hologrammer. Et hologram er et tredimensionelt fotografi optaget ved hjælp af en laser. Den genstand, der skal fotograferes, bliver først badet af lyset fra en laserstråle. En anden laserstråle skal så støde sammen med det reflekterede laserlys fra objektet. Det resulterende interferensmønster (det område, hvor de to laserstråler blander sig med hinanden) optages på en film. Når filmen er fremkaldt, ligner den en meningsløs hvirvel af lyse og mørke linjer. Men så snart den fremkaldte film belyses af en anden laserstråle, viser der sig et tredimensionelt billede af den oprindelige genstand.

se video om hologram

Tredimensionaliteten af sådanne billeder er ikke den eneste bemærkelsesværdige egenskab ved hologrammer. Hvis et hologram af en rose skæres over i to dele og dernæst belyses af en laser, vil hver halvdel stadig rumme hele billedet af rosen. Selv hvis halvdelene atter skæres over, vil hver enkelt del af filmen rumme en mindre, men stadig intakt version af det oprindelige billede. Til forskel fra normale fotografier rummer enhver del af et hologram alle de oplysninger, der findes i helheden.

Denne ”helhed i enhver del” natur af et hologram giver os en fuldstændig ny måde til at forstå organisation og orden. I størsteparten af sin historie har den vestlige videnskab arbejdet under den misforståelse, at den bedste måde til at forstå et fysisk fænomen, hvad enten det drejer sig om en frø eller et atom, er at dissekere genstanden og studere de respektive dele. Et hologram lærer os, at nogle ting i universet ikke lader sig undersøge på denne måde. Hvis vi forsøger at tage noget fra hinanden, der er konstrueret holografisk, vil vi ikke få fat i de dele, det er lavet af – vi vil blot få mindre helheder.

Denne indsigt ledte Bohm til en anden måde at forstå Aspect’s opdagelse på. Bohm tror, at grunden til, at de subatomiske partikler er i stand til at forblive i kontakt med hinanden uanset den afstand, der skiller dem, ikke skyldes, at de sender en slags mystisk signal frem og tilbage, men fordi deres adskilthed er en illusion. Han argumenterer, at sådanne partikler på et eller andet dybere stade af virkelighed ikke er individuelle enheder, men faktisk er udstrækninger af det samme fundamentale et eller andet.

For at sætte folk i stand til bedre at visualisere, hvad han mener, kommer Bohm med følgende billede. Forestil dig et akvarium med en fisk. Forestil dig også, at du er ude af stand til at betragte akvariet direkte, og din viden om det og hvad det rummer, kommer fra to fjernsynskameraer, hvoraf det ene er rettet mod akvariets langside og det andet mod endefladen. Mens du stirrer på de to tv-skærme, kunne du formode, at fisken på hver af skærmene er adskilte enheder.

Når alt kommer til alt, er kameravinklerne forskellige, hvert af de to billeder vil afvige lidt fra det andet. Men medens du fortsat iagttager de to fisk, vil du med tiden blive klar over, at der hersker et vist forhold mellem dem. Når den ene fisk drejer, foretager den anden også en lidt anderledes, men tilsvarende drejning; når den ene ses forfra, ses den anden altid fra siden. Hvis du forbliver uvidende om situationens rette sammenhæng, kunne du tilmed komme til den slutning, at fisken må kommunikere øjeblikkeligt med en anden; men dette er helt tydeligt ikke tilfældet.

Dette, siger Bohm, er præcist, hvad der foregår mellem de subatomiske partikler i Aspect’s eksperiment. Ifølge Bohm fortæller den tilsyneladende ”hurtigere end lyset” forbindelse mellem subatomiske partikler os i virkeligheden, at der eksisterer et dybere niveau af virkelighed, som vi ikke er indviet i – en mere kompleks dimension ud over vor egen, der er analog til akvariet. Og, tilføjer han, vi ser objekter såsom subatomiske partikler som adskilte fra hinanden, fordi vi kun ser en del af deres virkelighed. Sådanne partikler er ikke adskilte ”dele”, men facetter af en dybere og mere underliggende enhed, der ultimativt er lige så holografisk og udelelig som den tidligere nævnte rose. Og eftersom alt i fysisk realitet består af disse ”eidoloner”, er universet selv en projektion – et hologram.

I tilknytning til dets fantomlignende natur ville et sådant univers besidde andre temmelig forbløffende træk. Dersom den tilsyneladende adskilthed af subatomiske partikler er illusorisk, betyder det, at på et dybere niveau af virkelighed er alt i universet på uendelig vis forbundet med hinanden. Elektronerne i et kulstofatom i den menneskelige hjerne er forbundet med de subatomiske partikler, der udgør enhver laks, der svømmer rundt, ethvert bankende hjerte og enhver stjerne, der funkler på himlen. Alt gennemtrænger alt, og selv om den menneskelige natur kan søge at kategorisere og lægge ned i skuffer og dele op, så er de forskellige fænomener i universet, alle tilmålinger nødvendigvis kunstige og hele naturen i sidste ende et sømløst væv.

I et holografisk univers kunne selv tid og rum ikke længere anses for at være fundamentale. Og det fordi begreber som placeringer må bryde sammen i et univers, i hvilket intet er sandt adskilt fra noget andet. Tid og tredimensionalt rum, måtte da også – ligesom billederne af fisken på tv-skærmene – betragtes som projektioner af denne dybere orden. På dets dybere niveau er virkelighed en slags superhologram, i hvilket fortid, nutid og fremtid alle eksisterer samtidigt. Dette lader formode, at med de rigtige redskaber kunne det tilmed en dag være muligt at række ind i det superholografiske niveau af virkelighed og udplukke scener fra en længst henfaren fortid.

Hvad superhologrammet ellers måtte rumme, er et spørgsmål uden åbne ender. Lad os for diskussionens skyld antage, at superhologrammet er den matrice, der har givet fødsel til alt i vort univers – det indeholder i det mindste enhver subatomisk partikel, der nogensinde har eksisteret eller vil komme til at eksistere – enhver sammenstilling af stof og energi, som er mulig, lige fra snefnug til kvasarer, fra blåhvaler til gammastråler. Det må anses som en slags kosmisk varehus af ”alt, hvad der er til”.

Selv om Bohm udleder, at vi ingen mulighed overhovedet har for at vide, hvad andet der kunne ligge skjult i superhologrammet, vover han dog at sige, at vi ikke har nogen grund til at formode, at det ikke rummer andet og mere. Eller – som han udtrykker det – måske er det superholografiske niveau af virkelighed ”blot en overgang”, bag hvilken der ligger ”en uendelighed af videre udvikling”.

Bohm er ikke den eneste forsker, der har fundet beviser for, at universet er et hologram. Stanford neurofysiologen Karl Pribram har arbejdet uafhængigt inden for hjerneforskning. Også han er blevet overbevist om virkelighedens

holografiske natur. Pribram blev draget til den holografiske model af gåden om, hvordan og hvorfor erindringer lagres i hjernen. Gennem årtier har utallige studier vist, at snarere end at være begrænset til et bestemt sted er erindringerne fordelt over hele hjerneområdet. I en række af mærkeeksperimenter foretaget i 1920’erne fandt hjerne videnskabsmanden Karl Lashley, at uanset hvilken del af en rottes hjerne, han fjernede, var han ude af stand til at slette dens erindringer om, hvordan den skulle udføre komplekse handlinger, som den havde indlært forud for de kirurgiske indsnit. Det eneste problem var, at ingen var i stand til at komme med en forklaring på en mekanisme, der kunne forklare denne besynderlige ”helhed i enhver del” af lagring i hukommelsen.

Så mødte Pribram i 1960’erne ideen om holografi og blev klar over, at han havde fundet den forklaring, som hjernevidenskabsmænd havde søgt efter. Pribram tror, at erindringer ikke er indkodet i neuroner eller små

grupperinger af neuroner, men i mønstre af hjerneimpulser, der går på kryds og tværs af hele verden på samme måde, som mønstre af laserlys interferens krydser over hele området på et stykke film, der indeholder et fotografisk billede. Med andre ord: Pribram tror, at hjernen i sig selv er et hologram.

Pribrams teori forklarer også, hvordan den menneskelige hjerne kan lagre så mange erindringer på så lidt plads. Det er blevet anslået, at den menneskelige hjerne har kapacitet til at memorere noget i størrelsesordenen 10 milliarder stumper af information i løbet af et menneskets gennemsnitlige levetid (eller rundt regnet den samme mængde oplysninger, der rummes i fem sæt af den engelske encyklopædi).

På lignende måde er det blevet opdaget, at hologrammer i tilknytning til deres andre egenskaber besidder en forbløffende kapacitet til lagring af informationer – simpelthen ved at ændre den vinkel, hvorunder de to lasere anslår et stykke fotografisk film er det muligt at registrere mange forskellige billeder på den samme overflade. Det er blevet påvist, at én kubikcentimeter film kan rumme så meget som 10 milliarder stumper af information.

Vores uhyggelige evne til hurtigt at få fat på, hvilken oplysning vi end måtte ønske fra det enorme lager af vore erindringer, bliver mere forståelig, dersom hjernen fungerer i overensstemmelse med holografiske principper. Hvis en ven spørger dig om, hvad du kommer til at tænke på, når han siger ordet ”zebra”, behøver du ikke klodset at gennemgå et eller andet gigantisk og alfabetisk arkiv i hjernen for at nå til et svar. I stedet popper associationer som ”stribet”, ”hestelignende” og vildt dyr i Afrika” øjeblikkelig op i dit hoved. Faktisk er en af de mest forbløffende ting ved den menneskelige tankeproces, at enhver stump af oplysninger øjeblikkelig synes at være forbundet på kryds og tværs med enhver anden stump oplysning – igen et træk, vi har fælles med hologrammet. Eftersom enhver del af et hologram er forbundet i det uendelige med enhver anden del, er det måske naturens højeste eksempel på et krydsforbundet system.

Lagringen af erindringer er ikke den eneste neurofysiologiske gåde, der bliver mere medgørlig (spiselig) i lyset af Pribrams holografiske model af hjernen. En anden gåde er, hvordan hjernen er i stand til at oversætte de horder af frekvenser, som den modtager via sanserne (lysfrekvenser, lydfrekvenser osv.), og ind i vore sanseindtryks konkrete verden [

Indkodning og afkodning af frekvenser er præcis, hvad et hologram er bedst til. Ganske som et hologram fungerer som en slags linse, en oversættelsesindretning der er i stand til at omdanne et tilsyneladende meningsløst væv af frekvenser til et sammenhængende billede, mener Pribram, at også hjernen indbefatter en linse og gør brug af holografiske

principper til på matematisk vis at omdanne de frekvenser, som den modtager via sanserne, til vore perceptioners indre verden.

En imponerende mængde beviser taler for, at hjernen bruger holografiske principper til at udføre sit arbejde. Pribrams teori har faktisk vundet tiltagende støtte blandt neurofysiologer.

Den argentinsk-italienske forsker Hugo Zucarelli har for nylig udstrakt den holografiske model ind i de akustiske fænomeners verden. Overrasket over den kendsgerning, at mennesket kan lokalisere en lyskilde uden at bevæge hovedet, selv om det kun kan høre med det ene øre, opdagede Zucarelli, at holografiske principper kan forklare denne evne. Zucarelli har også udviklet holofonisk lyd teknologi – en registreringsteknik, der kan genstabe akustiske situationer med en næsten overnaturlig realisme.

Pribrams tro på, at vore hjerner matematisk konstruerer ”hård” virkelighed ved at forlade sig på input fra et frekvensområde, har ligeledes fået en god portion eksperimentel støtte. Man har fundet, at enhver af vore sanser er følsom over for en meget bredere udstrækning af frekvenser end tidligere antaget. Forskere har eksempelvis opdaget, at vore visuelle systemer er følsomme over for lydfrekvenser; at vor lugtesans er delvis afhængig af, hvad der nu kaldes ”osmiske frekvenser”, og at selv cellerne i vore legemer er følsomme over for en bred vifte af frekvenser. Sådanne resultater lader formode, at det udelukkende er i bevidsthedens holografiske domæne, at sådanne frekvenser sorteres og deles op i de konventionelle sanseopfattelser.

Men det mest hjerneforvridende aspekt af Pribrams holografiske model af hjernen er, hvad der sker, når den sættes sammen med Bohm’s teori. For dersom verdens konkrethed blot er en sekundær realitet, og det, der findes ”dér”, virkelig er et holografisk sammensurium af frekvenser, og hvis også hjernen er et hologram og kun udvælger nogle af frekvenserne af dette sammensurium og ad matematisk vej forvandler dem til sanseindtryk – hvad bliver der så af den objektive realitet? Ganske enkelt – den holder op med at eksistere. Som Østens religioner længe har holdt fast ved, så er den materielle verden Maya, en illusion, og selv om vi måske tror, at vi er fysiske væsener, der bevæger os gennem en fysisk verden, så er også dette en illusion.

Vi er faktisk ”radiomodtagere”, der flyder gennem et kalejdoskopisk hav af frekvenser, og hvad vi uddrager af dette hav og fuldstændig omdanner til fysisk realitet, er blot én kanal ud af mange, som vi trækker ud af superhologrammet.

Dette lammende nye billede af realitet, syntesen af Bohm og Pribrams synspunkter, er blevet kaldt det holografiske paradigma, og selv om mange videnskabsmænd har hilst det med skepsis, har det opildnet andre. En lille, men voksende gruppe af forskere mener, at det kan være den mest nøjagtige model af virkeligheden, som videnskaben hidtil er nået frem til. Mere end det, nogle mener, at det vil kunne løse nogle mysterier, som aldrig før har kunnet forklares af videnskaben – og tilmed etablere det paranormale som en del af naturen. Utallige forskere, inklusive Bohm og Pribram, har bemærket, at mange parapsykologiske fænomener bliver meget mere forståelige under det holografiske paradigma.

I et univers, i hvilket individuelle hjerner faktisk er udelelige dele af det større hologram, og hvor alting er uendelig forbundet indbyrdes, kan telepati simpelthen være tilgangen til det holografiske niveau.

Det er øjensynlig meget lettere at forstå, hvordan informationer kan rejse fra individ A’s til individ B’s sind i det fjerne, og det vil bidrage til at forstå et antal uløste gåder i psykologien.

Især Stanislav Grof føler, at det holografiske paradigma frembyder en model til forståelse af mange af de forbløffende fænomener, der opleves af mennesker under ændrede bevidsthedstilstande. I 1950’erne udforskede Grof antagelserne om LSD som et psykoterapeutisk stykke værktøj. Han havde da en kvindelig patient, der pludselig blev overbevist om, at hun havde påtaget sig identiteten som et kvindeligt, forhistorisk reptil. Under sin hallucination gav hun ikke bare en rigt detaljeret skildring af, hvordan det føltes at være indkapslet i en sådan form, men bemærkede, at hannen havde en række farvede skæl på siden af hovedet. Det, der forbløffede Grog, var, at selv om kvinden ikke på forhånd besad en viden om sådanne ting, så bekræftede en senere samtale med en zoolog, at der hos visse arter af reptiler fandtes farvede områder på hovedet, der så sandelig spillede en vigtig rolle som udløsere af seksuel ophidselse. Kvindens oplevelse var ikke enestående. I løbet af sin forskning mødte Grof eksempler på patienter, der under regression identificerede sig med bogstavelig talt enhver art på evolutionstræet. Han fandt ydermere, at sådanne oplevelser hyppigt rummede dunkle zoologiske detaljer, der viste sig at være nøjagtige.

Regressioner ind i dyreriget var ikke det eneste forbløffende psykologiske fænomen, Grof mødte. Han havde også patienter, der syntes at tappe ind i en eller anden slags kollektiv eller racemæssig underbevidsthed. Individer med liden eller ingen uddannelse kom pludselig med detaljerede beskrivelser af begravelsespraksis på Zarathustras tid eller beskrev scener fra hinduistisk mytologi.

I andre kategorier af erfaring kom individer med overbevisende beretninger om ud-af-kroppen rejser, præsenterede glimt af forudviden om fremtiden eller regressioner ind i øjensynlige efter-livs inkarnationer.

I sin senere forskning fandt Grof den samme række af fænomener manifesteret i terapi sessioner, der ikke involverede brugen af droger. Eftersom det almindelige element i sådanne oplevelser syntes at være udvidelsen af et individs bevidsthed ud over de sædvanlige grænser for egoet og/eller de begrænsninger, der normalt sættes af rum og tid, kaldte Grof sådanne manifestationer for ”transpersonelle oplevelser”, og sidst i 60’erne bidrog han til oprettelsen af en gren inden for psykologi kaldt ”transpersonel psykologi”, der udelukkende viede sig til dette emne.

Selv om Grofs nyligt oprettede Association of Transpersonal Psycology samlede en hurtigt voksende gruppe af professionelle med samme tankegang og er blevet en respekteret gren af psykologien, har hverken Grof eller nogen af hans kolleger i årevis været i stand til at fremkomme med en mekanisme, der kan forklare de bizarre psykologiske fænomener, de var vidne til. Men dette har ændret sig med fremkomsten af det holografiske paradigma.

Som Grof bemærkede for nylig – dersom sindet virkelig er en del af et kontinuum, en labyrint, der ikke bare er forbundet med ethvert andet sind, der eksisterer eller har eksisteret, men med ethvert atom, enhver organisme og region i rummets og tidens uendelighed – så synes det faktum, at det lejlighedsvis er i stand til at fouragere i labyrinten og have transpersonelle oplevelser, ikke længere så besynderligt.

Det holografiske paradigma har også implikationer for såkaldte hårde videnskaber som biologi. Keith Floyd, en psykolog ved Virginia Intermont College, har påpeget, at hvis virkelighedens konkrethed kun er en holografisk illusion, vil det ikke længere være rigtigt at sige, at hjernen producerer bevidsthed. Det er snarere bevidstheden, der skaber og får hjernen til at træde frem – men også kroppen og alt andet omkring os, som vi tyder som fysisk.

En sådan omkringvending i den måde, hvorpå vi betragter biologiske opbygninger, har fået forskere til at pege på, at også medicin og vor forståelse af healingsprocessen kunne forvandles af det holografiske paradigma. Hvis kroppens tilsyneladende fysiske struktur kun er en holografisk projektion fremkaldt af bevidstheden, bliver det klart, at hver enkelt af os er meget mere ansvarlig for vort helbred, end den øjeblikkelige medicinske visdom tillader. Hvad vi nu betragter som mirakuløse lindringer af sygdomme, kan faktisk skyldes ændringer i bevidstheden, der igen på sin side effektuerer ændringer i kroppens hologram.

På samme måde kunne kontroversielle nye healingsteknikker såsom visualisering virke udmærket, fordi billeder, i tankens holografiske domæne, er fuldt så virkelige som ”virkeligheden”.

Selv visioner og oplevelser, der involverer ”ikke-almindelig” realitet, bliver forklarlige under det holografiske paradigma. I sin bog ”Gift of Unknown Things” beskriver biologen Lyall Watson sit møde med en indonesisk shaman kvinde, der – ved at udføre en rituel dans – var i stand til at få en hel lund af træer til øjeblikkelig at forsvinde ud i den blå luft. Watson fortæller, at han selv og en anden forbløffet tilskuer fortsatte med at iagttage kvinden; hun fik træerne til atter at komme til syne, så ”klikke” bort igen og igen adskillige gange efter hinanden.

Selv om den øjeblikkelige videnskabelige forståelse er ude af stand til at forklare sådanne hændelser, bliver oplevelser som denne lettere at forsvare, dersom ”hård” virkelighed blot er en holografisk projektion. Måske er vi enige om, hvad der er ”her” eller ”ikke her”, fordi det, vi kalder samstemmende virkelighed, er formuleret og godkendt på det niveau af den menneskelige underbevidsthed, på hvilket alle sind er uendelig forbundet på kryds og tværs. Hvis dette er rigtigt, er det den dybeste implikation af det holografiske paradigma overhovedet; for det betyder, at oplevelser som Watson’s ikke er almindelige, blot fordi vi ikke har programmeret vore sind med de antagelser, der ville gøre dem mulige. I et holografisk univers er der ingen grænser for, i hvilken udstrækning vi kan ændre det stof, virkeligheden består af.

Det, vi opfatter som virkelighed, er blot en skærm, der venter på, at vi skal tegne et hvilket som helst billede på den, som vi måtte ønske. Alt er muligt, lige fra at bøje skeer ved sindets kraft til de uvirkelige hændelser, som Castaneda oplevede under sine møder med Yaqui brujo don Juan; for magi er vor fødselsret og hverken mere eller mindre mirakuløs end vor evne til at sammensætte den virkelighed, vi ønsker, når vi befinder os i vore drømme.

Faktisk bliver selv vore mest fundamentale begreber om virkelighed suspekte; for i et holografisk univers, som påpeget af Pribram, måtte selv tilfældige begivenheder anses for at være baseret på holografiske principper og derfor besluttede. Synkroniteter eller betydningsfulde sammentræf giver pludselig mening, og alting i virkeligheden måtte da ses som en metafor, for selv de største slumpetræf ville udtrykke en underliggende symmetri.

Hvorvidt Bohm og Pribrams holografiske paradigma bliver accepteret af videnskaben eller dør en uværdig død, må fremtiden vise; men det er sikkert og vist, at det allerede har haft indflydelse på mange videnskabsmænds tænkning. Og selv om man skulle finde ud af, at den holografiske model ikke giver den bedste forklaring på den øjeblikkelige kommunikation, der synes at foregå frem og tilbage mellem subatomiske partikler, så vil Aspect’s resultater i det mindste – som bemærket af Basil Hiley, en fysiker ved Birbeck College i London – ”indikere, at vi må være forberedt på at tage radikalt nye syn på virkeligheden i betragtning.”

www.uniheal.dk

Ingen indlæg om samme emne.

Related posts brought to you by Yet Another Related Posts Plugin.