Udviklingsmæssigt set sker der det i første omgang, at man finder ud af, at det er tre forskellige legemer.
Du har dit handlelegeme, som er kroppen, du har dit følelseslegeme, som er noget andet, og dit tankelegeme, som er noget tredje.
Det finder man ud af – på et tidspunkt – er adskilt. Hele processen er i gang hele tiden, men når man begynder at få adskilt et af legemerne. Det sker mange gange eksempelvis, at man får overblik over et eller andet.
Det eneste, der kan observere følelseslegemet er tankelegemet. Det er det, der gør os anderledes end mange andre individer på Jorden, at vi har tankelegemet at observere følelsen med. Ikke bare den rationelle eller mekaniske tanke, for både det og hukommelse har dyret jo også, i det system er de fuldstændig vævet sammen. Der er en oplevelse og en konklusion.
Et godt billede er en radar, som scanner et rum. Sådan er rummet. Godt, jeg er tilfreds. Hvis der sker nogle ændringer i rummet, er jeg ikke tilfreds mere. Så råber og skriger jeg. Sådan er vi inde i vores hjerne.
Alle – uanset hvem – er hvis man går helt tæt på, styret af en eller anden form for tryghedssystem (scoreboard) og gør de mest vanvittige, outrerede, fuldstændig ulogiske ting for at få tryghed. Fuldstændig styret af tryghed.
Hvis man er afhængig af et eller andet ydre stimuli , så får man jo en oplevelse af at komme væk fra utrygheden, fordi man mærker ikke utrygheden, når man er fokuseret på den eller det som giver “nydelsen”. Når man ligger og rasler rundt mellem tryghed og utryghed, så kan man søge trøst gennem mad eller sex, set ud fra dyrets princip. Det er nogenlunde de ting, der er tilbage.
Kroppen og følelserne får en kick-oplevelse, en tilfredstillelse . Så definerer man, nu er jeg tryg, alt der vil prøve at tage mig væk fra den tilstand er en “fjende”
Udei yderpunkterne, er der ædedolkene eller bulimikerne og helt i den anden er nymfomanen, som hele tiden er fanget af at ville søge trygheden og får en lille split af den, men utrygheden styrer alligevel hele tiden, fordi vi hele tiden fra det ubevidste er bange for at midste den eller det som gør os tryg.
Hvis jeg har lavet en definition om, at hvis jeg går ind i et mørkt rum og en gang har haft en dårlig oplevelse med et mørkt rum, skal der meget til at overbevise mig om, at nu kan jeg godt gå ind i rummet.
Hvor ulogisk det end er, vil hele systemet reagere på “det er ikke rart for mig”. For hvis jeg skal gå derind, passer mit scoreboard ikke. Hvis ikke mit scoreboard passer, så er der jo ikke noget, der passer, og vup, så er jeg ved at dø.
Så længe, vi ikke har det godt med døden, kan vi heller ikke have det godt med livet.
Som jeg ser det, er det så tydeligt, at vi er kommet til det punkt, hvor vi bliver bevidste om vores lillehjernesystem. Og hvis vi kan blive gjort bevidst om det, må vi have en eller anden evne eller energi omkring os, der kan observere det – andet end lillehjernen. Vi kan jo ikke se noget, vi selv er. Ligesom at trække sig tilbage og se det lidt på afstand.
En følelse kan heller ikke se en følelse. Der skal en anden frekvens til på en eller anden måde. Og der kan jeg se, at vi hele tiden løfter os i frekvenslag til at blive mere klare og se mere og mere rent på den måde.
- Er det globalt?
- Det er det. Men igen. Da vi har forskellige baggrunde for det, er det også forskellige måder, det skal opfattes på. Igen: At hvis vi alle sammen søger det samme, som jeg er helt sikker på, at vi gør på et ubevidst plan, så er vi hele vejen rundt omkring kuglen, så den ene måde at opfatte på kan ikke bare føres over til den anden. F.eks. Indien, som jeg har suget meget til mig, hvor jeg både er fascineret af den men samtidig også sidder med denne her: – Ja, men det virker altså ikke i Vesten. Der mangler noget. Og der ser jeg det på den måde, at østens folk og mange i de varmere lande er stadig meget påvirkede i deres følelser, så de skal have det ind via den vej, mens vi i vesten, da vi har arbejdet næsten udelukkende med det intellektuelle og stadig gør det, så nytter det jo ikke noget, at vi følelsesmæssigt oplever noget, hvis vi ikke kan forstå det samtidig. Og vi er der, hvor det ikke engang er nok at forstå. Vi vil simpelthen vide det.
Så vi er kommet dertil, hvor vi vil VIDE “GUD”. Det er ikke nok at forstå “Gud”, mærke “Gud” eller anerkende “Gud”. Vi vil vide “Gud”.
Det er der, religionen må melde pas. Gud kan ikke fortolkes, selv om det er det, den har gjort gennem 2000 år, så har du en fortolkning på Gud, men det nemt at lave en fortolkning, så længe man tror. For så længe man tror, styres man af det limbiske system, og så skal du bare have en autoritet til at fortælle dig, at sådan og sådan er det.
Uanset om autoriteten er en stor bog eller hvad, så bliver det bare: – Det tror jeg på.
Vi tror ikke på den store bog mere. Det kan godt være, vi gør det, men det er ikke nok. Vi kan ikke tilfredsstilles i det, vi vil simpelthen vide, og det er den nye frekvens, der kommer ind over os, at vi bliver løftet til, at vi vil vide mere og mere.
Det bliver først et problem, når vi er kommet dertil i vores bevidsthed, at vi vil vide, og det er jo det pokkers ved det. Når man bare tror, så er man lykkelig i det. Så er der ikke nogle, der stiller spørgsmålstegn, så gør man det bare. Så tuller vi rundt, og så er vi lykkelige i forhold til det. Så derfor er det først, når vi bliver påvirkede i forhold til det, vi gør, at vi vil vide: – Hov, hvad nu?! At vi vil forstå, at vi vil acceptere eller definere os selv på en ny måde..
Johnny Gøtke
Ingen indlæg om samme emne.
Related posts brought to you by Yet Another Related Posts Plugin.
Seneste kommentarer